Måske husker du Mattisskoven ligeså tydeligt som har du selv siddet fast med en fod i en rumpenissehule, eller  du kender duften af sommerferie på Krageøen selvom du strengt taget  ikke har været der. Har du ikke? Du ved hvordan hemulen taler, du kender den skarpe smerte over skindebenet fra Lille Mys spark. Du er begyndt at sige "GENIALT!" efter alle geniale ideer, ligesom Tom Gates. Du venter, efterhånden lidt utålmodigt, på dit brev fra Hogwarts. Du husker episoder og navne som om de er hentet fra dit eget liv. Og det er de. "Bare fordi det foregår i dit hoved, Harry, betyder det ikke at det ikke er virkeligt". Litteratur er oplevelser og venskaber der følger os gennem livet, og den børnelitteratur vi præsenteres for, er med til at forme os som mennesker, vores ideer om verden og om andre, vores evne til at føle empati. Det er afgørende at forstå og blive forstået. Ikke, at føle sig alene i verden. 

Børnelitteraturens Helte er en dukkeserie fra MagiLaboratoriet, der hylder de fabelagtige litterære figurer indenfor børnelitteratur. Dukkeserien har kun lige taget sine første spæde skridt ud i verden, og vil vokse som tiden går. Det er tanken, at dukkerne skal udstilles fx på biblioteker eller i kulturhuse, museer eller hvor som helst det giver mening. Jeg syr med stor respekt for børnenes litterære univers, fordi jeg ved hvor afgørende fortællinger kan være. 

Dukkerne kan også bestilles til personlig eje. Jeg syr meget gerne med inspiration fra dit barndoms litterære univers.

Børnelitteraturens Helte dukkerne måler ca 40 cm. Dukkerne har håndbroderede ansigtstræk, hvilket gør hver dukke unik. De har hår af merinould og mange små detaljer som fx tasker eller bue og pil - alt efter hvilken figur der er tale om.