top of page

Velkommen i mit Magiske Laboratorium

Udsprunget af behovet for at skabe meningsfuld tid, kom MagiLaboratoriet til verden i februar 2017. Nær ved Pipstorn Skov på Sydfyn, er et laboratorium fuld af drømme og visioner.  Her findes jeg. 

​MagiLaboratoriets fundament er støbt i ord. Dets væsen indhyllet i fortællinger.  Jeg har måttet kæmpe mod min mors stærke narrativ for at skabe mit eget, og til det har jeg bevæget mig gennem litteraturen til jeg fandt mit eget sprog. 

​Jeg er uddannet i Litteraturvidenskab og Historie fra SDU. Litteraturformidling, feministisk aktivisme, og en antikapitalistisk måde at drive virksomhed på, er afgørende i mit virke. 

Og historiefortællingen. For siden jeg var lille, har jeg fundet på:​

​

Universer

​

Tidsrejser

​

Himmelfærd

​

Først og fremmest for at overleve. Jeg er vokset op i det min psykolog med alvorlige øjne og et stramt drag om munden, kalder for: incest af særlig grov karakter. Jeg ved noget om mørke. Jeg ved noget om at dø

og dø

og dø.

 

Jeg ved noget om at overleve. 

​

Da vores søn blev født før tid - og døde - i januar 2015, viste den viden sig afgørende. 

​At vi tillod hinanden ord, selvom de ord ikke altid lignede hinanden, at vi gav hinanden fortællinger om den lille dreng, der ikke længere er fysisk hos os, er blevet den måde vi lever på. Ikke bare overlever. Vores stillefødte har lært os noget om ikke at være stille.

​

I MagiLaboratoriet snor mørket sig ind i lyset og lyset er ildfluer i mørket. Det er mit fundament. Herfra kan alting opstå.

​I det rum, hvor hans seng skulle have stået findes i dag MagiLaboratoriet. Jeg troede det rum var tungt af sorg, men det viste sig at være gnistrende af magi.

​

Kom med ind i mit værksted...

profil.jpg

Når du køber hos MagiLaboratoriet er du med til at støtte følgende i 2023:

​

Foreningen Kvinde Liv Frihed

Refugees Welcome

Choose Love

Foreningen for støtte til transkønnede børn

Landsforeningen SPOR

LGBTQ+ Danmark, herunder Aura og Queer Solidarity Fund

​

Tak!

​

Grundlæggeren af det lille imperium der er MagiLaboratoriet, er Trine also known as Dukkemageren. I Laboratoriet findes også Lillelaboranten, der en gang imellem tjener en guldmønt på at stemple, rulle, opfinde. Lillelaboranten er desuden opfinderen bag "Celias". Mindstemagikeren har endnu ikke opdaget den særlige magi der er Lommepenge, men hun har fundet ud af hvor lækre fedtfarver er på laboratorievæg, og hun kan også vældig godt lide katte og andre småmonstre syet af hendes mama. Lektor Juhl kører både ud med pakker og står for regnskab, men han modtager udelukkende sin løn i form af kys og utålmodige suk. Igennem  altings alting løber den gyldne tråd, der er vores Ulveunge, storebror, lillebror og søn.

MagiLaboratoriet

/ Trine Juhl

Lucienhøj 4

5600 Faaborg

​

CVR-nummer: 38429566

  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon

​

© 2017 MagiLaboratoriet. All Rights Reserved.

Personlige  bestillinger byttes ikke. Små rettelser kan arrangeres. Modtager betaler porto.

Privatlivspolitik jf. persondataloven

Personoplysninger: Personoplysninger er alle slags informationer, der i et eller andet omfang kan henføres til dig. Når du benytter min hjemmeside eller mine profiler på sociale medier, kan hjemmesiden eller det sociale medie for eksempel indsamle informationer om dig. Det drejer sig typisk om IP-adresse og geografisk placering og den slags.

I det omfang du selv giver tilladelse til det og selv indtaster informationer behandles desuden: Navn, telefonnummer, emailadresse, betalingsoplysninger og informationer der er nødvendige for udførelsen af den bestilte opgave. Oplysninger af den slags opbevares kun så længe det er nødvendigt.

I forbindelse med visse arbejdsopgaver, især ”Julehilsner fra Nikolaus”, er det nødvendigt at gemme de informationer du giver med henblik på udførelsen af arbejdsopgaven, samt at gemme informationer om hvor mange år, du har været med i Julehilsnerne, idet Julehilsnerne løbende udvikles.

Sikkerhed: Der er truffet både tekniske og organisatoriske foranstaltninger mod, at dine oplysninger hændeligt eller ulovligt bliver slettet, offentliggjort, fortabt, forringet eller kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen. Visse data, især kontaktoplysninger, opbevares hos en tredjepart (mail-udbyder, hjemmeside-udbyder eller socialt medium). Disse tredjeparter behandler kun oplysningerne på mine vegne og må ikke bruge dem til egne formål.

Cookies: Jeg er ikke klar over om min hjemmeside benytter cookies, men det er muligt at slette eller blokere for cookies. Se vejledning: her: http://minecookies.org/cookiehandtering.

Indsigt og klager: Du har ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger, jeg behandler om dig. Du kan desuden til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger anvendes. Du kan også tilbagekalde dit samtykke til, at der bliver behandlet oplysninger om dig, eller bede om at få rettet eller slettet visse eller alle oplysninger. Henvendelse herom kan ske til magilaboratoriet@outlook.dk. Hvis du vil klage over min håndtering af dine personoplysninger kan du tage kontakt til Datatilsynet.

​

 

​

bottom of page