Søg
  • Trine Juhl

Tanker om tro


I den første tid efter Ulvs fødsel (og død) besluttede vi meget hurtigt at lukke verden ind. Godt nok blev jeg langtidssygemeldt fra studiet, men en uge efter Ulvs jordfæstelse faldt Fastelavn. Jeg har ingen ord for oplevelsen af et hjem fuld af (udklædte) venner, der dukkede op og bare var normale og afslappede og huskede os på at være os, samtidig med, at de turde sige hans navn. Det, jeg vil fortælle er, at jeg (vi) ikke er medlem af folkekirken, men efter Ulv er min tro blevet mere flydende. Ikke Gudspræget, men kirkerummet har været uundværligt. Det tomme kirkerum. Hverdagskirken. Jeg kunne ikke overkomme ture ud i verden uden at vide hvor der var en kirke jeg kunne tage en pause i. Fordi: derinde følte jeg mig forbundet, derinde kunne jeg sætte mig ned og bare græde og det var ikke mærkeligt for jeg var stort set altid alene derinde - allerhøjest kom en kirketjener og lagde sin hånd på min, og den tavshed som ikke er tavshed med bare tystnad, og som min sjæl ikke længere kan være foruden. Vi går i kirker alle steder, vi tænder lys og skriver hans navn i bønnebøger, og hans storesøster siger: "Gud findes jo ikke", men vi ved alle 3 nu, at verden er så stor, så meget større end vi troede før.


2 visninger