Søg
  • Trine Juhl

Vi er brødre


Min morfar er ved at dø. Det prøver jeg at se i øjnene. Jeg prøver at tilgive en hel masse ting der ikke blev gjort og ikke blev sagt. Jeg roder gennem skraldet og finder den morgen hvor mit Solbarn var nyfødt og det var ham der tog telefonen og han spurgte, om det ikke var magisk at få lov at holde sit nyfødte barn (det havde han aldrig prøvet selv). Jeg tænker på den måde jeg så ham i et helt nyt lys i det øjeblik. Mens jeg forsøger at sluge den kamel, at min morfar er ved at dø og at det familie jeg har tilbage dør med ham og efterlader mig aneløs tilbage, læste jeg @ibenmondrup s helt nye roman #vierbrødre , som handler om min morfars generation. Den fik mig til at tænke på, at det er rigtigt at det er en meget privat generation, en generation hvor man ikke fik talt tingene igennem og måske en generation hvor man ... forsøgte at samle en ituslået verden op og sætte den sammen påny? Jeg havde glemt al den tid vi brugte sammen da jeg var lille barn, jeg havde glemt han tog mig med i sommerhus og jeg havde helt glemt hvor ødelagt han var dengang han kom hjem med mig fra sådan en ferie og mine forældre ikke var der til at tage imod os, og jeg var bare seks eller syv år og jeg kom i tanker om hans ansigt da vi gik ind i huset og ingen kaldte “hej!”. Jeg havde glemt det indtil han pludselig var oldefar og overbærende og leende og nu mens jeg læste om Jens og Poul tænkte jeg, Øj der er så meget jeg ikke ved. Det fortæller Mondrups bog, at der er så meget vi ikke ved, så meget vi stykker sammen og måske er vi ikke så utrolig forskellige fra hinanden, måske famler vi bare, og drømmer store drømme, og laver utilgivelige fejl. Og måske skal vi være lidt mere barmhjertige. Nu tænker jeg på min morfar som dreng og ung og overraskes over hans 86 år. Og jeg prøver at tage afsked uden at råbe “for helvede da også!” - med lidt hjælp fra Iben.


3 visninger