Søg
  • Trine Juhl

Maries marolle


Maries tegning efterlod en del spørgsmål hos dukkemageren, hun blev nemlig så ophidset ved udsigten til sin helt egen dukke at tegningen blev mest skitseagtig. “Altså!” svarede Marie, da jeg havde spurgt ind til kjole, øjenfarve og nu var nået til håret “hun skal bare være ligesom mig”. Det har jeg tænkt over mens jeg syede. Glæden ved sig selv. At den ikke er givet. Måske accepterer vi den hos børn, men hvis en voksen (kvinde) er glad for sig selv bliver det ofte stoppet ind under kategorien arrogance. Det er ikke bare jantelov, det er strukturelt, det opretholder et system som vores samfund er grundlagt på. Men der sker noget. De døtre jeg syr dukker til i dag er ikke de døtre vi var, de bliver anderledes kvinder og anderledes mødre end os. De unge kvinder jeg syr dukker til, er anderledes end jeg var i deres alder, og man kan godt bilde sig ind at alder giver autoritet, men de her nye kvinder, de her nye piger, de her døtre - der mangler noget grundlæggende i deres opdragelse i forhold til vores, og det er skam. De er skamløse. Og deres skamløshed ændrer verden radikalt, den ændrer køn radikalt, den ændrer seksualitet, men den ændrer også strukturens fundament. Derfor giver det mening at sy nye dukker - dukker til vores døtre.


0 visninger