Det er 30 år siden jeg fik min menstruation og om 2 måneder er Lillelaboranten samme alder, så det er et stort emne herhjemme. Ikke at det nogensinde har været et tystys-emne, men nu forbereder vi os på en usynlig deadline. Jeg har altid sagt, at det var en overgangsrite vi skulle fejre, men jeg har været meget i tvivl om hvordan. Een ting er hvad jeg som voksen synes er sjovt og kraftfuldt - noget andet hvad et ungt menneske i en krop i forandring synes. Mit mål er at behandle det unge menneske med respekt, og som voksen være med til at vise, at det ikke er pinligt eller skamfuldt at menstruere. Jeg husker selv at få indprentet af min mor, at jeg nu var en kvinde og kunne blive gravid. Jeg var 9 år og selvom det var relevant nok i min historie, føltes det overvældende. Min Lillelaborant har for nyligt frabedt sig at blive kaldt kvinde før hun er “rigtigt voksen”. Med sin sædvanlige visdom, sagde hun “menstruation gør mig ikke til en kvinde”. Jeg tænkte på hvor kønnet det er og hvordan oplevelse af at være kvinde er knyttet til menstruation. Så mange kvinder, der ikke bløder eller ikke bløder “normalt”. Af alle mulige årsager. Så mange mennesker, der menstruerer, men ikke er kvinder. Lillelaboranten spurgte en aften, om jeg havde overvejet hvordan det ville føles for Eiah, der er ikke-binær, at menstruere og få at vide, at “nu er du en kvinde”. Om jeg ikke mente det ville gøre rigtigt ondt. Jo, svarede jeg, jeg tror menstruation på rigtig mange måder er forbundet med skam og smerte - enten fysisk eller psykisk. Og mens jeg opfandt denne fejringspakke med min Lillelaborant i tankerne, blev det vigtigt for mig, at den ikke er kønnet. At den er inkluderende og formidler styrke og fællesskab til modtageren. Fordi sådan er min Lillelaborant. Jeg har ikke fundet menstruationspakker der ikke var kønnede, så nu har jeg lavet en, og jeg håber af hele mit hjerte, at den også giver mening for dem, der oplever at få menstruation uden at de er kvinder. Vi har talt om månen og blødninger og hvordan kroppen er skabt af støvet fra stjernerne, og jeg har valgt at kalde det Månecyklus og fejre blødningen som kroppens måde at forbinde sig til Universet.

Måneblod

kr550.00Pris