At være en superheltinde


Det er sådan, at der er en milliard bittesmå ting der må fungerer, glide, du, for at dagene hænger nogenlunde smertefrit sammen. Hverdagene. Alle de leverpostejsfarvede hverdage. Alle de leverpostejsmadder, der skal smøres. Alt det hår, der skal trækkes ud af hårbørsten. Alle de lagner, der skal skiftes. Alle de børn, der skal fødes. Alle de hænder, der skal holdes, fødselsdage, der skal huskes, alle de forældremøder nogen skal møde op til. Det behøver ikke være mødre, der gør det. Det behøver ikke være kvinder. Overhovedet ikke. Men historisk set, er det. She does not brave the war, but she saves the day. Sådan er det. Derfor er jeg glad når jeg får lov at sy kvindeportrætter i form af superheltinder - som her min veninde Kirsten, bestilt af hendes mand til jul. For det føles ikke superheltindeagtigt at smøre leverpostejsmadder (overhovedet!), der er ikke meget guldboots over forældremøder - og hvornår kan man egentlig få lov at iføre sig sin kappe?! Jeg hverken synes eller siger, at det er sådan, at hvis ikke Mor - så! Men faktum er, at alt det arbejde kvinder laver, alt det ubetalte arbejde i løbet af en dag, alt det underbetalte arbejde i løbet af en uge, alt det ikke ligelønsbetalte arbejde i løbet af et liv - det er superheltindeagtigt (på den måde hvor man har lyst til at række fuck). Vi bliver ikke spurgt, om vi vil være superheltinder, vi bliver bare afkrævet superheltindekræfter og derfor syr jeg hellere end gerne guldboots og kappe på hver eneste af jer. For nogen burde bøje sig i støvet (og få fingeren ud og sørge for, at kvinder ikke behøver være mere superheltinder end mennesker for at overkomme et liv).

Ord fra Opfinderen
Search By Tags
Ingen tags endnu.
Follow Us
  • Facebook Clean
  • Twitter Clean
  • Instagram Clean
  • White YouTube Icon
  • RSS Clean